Time to go home...

Der er nu praecis en uge og en dag til jeg forlader mit sekundaere hjem hos Mama Ana og Papa Tingo i El Tablòn og stemningen de sidste par dage har vaeret praeget af denne uundgaaelige afgang. Sporgsmaal som "hvornaar kommer du tilbage" og "vil du ikke hellere bo her?" kommer haglende fra folk der har krydset min vej. Og JO! Lige nu foles det som om at jeg er parat til at opgive traek-og-slip toilet, rugbroed og endda min egen dejlige seng for til gengaeld at beholde denne fantastike primitive og udfordringsfulde tilvaerelse. Men saa kommer jeg til at taenke paa min danske familie og indser at dette ikke er en mulighed!

Saa det er med trist hjerte at jeg er gaaet i seng den sidste uge.
Jeg kommer til at savne alle de ansatte i Comus.
Pappa Eremis(Lars far) som altid joker og laver sjov, Chico Pena som altid er taalmodig og som altid smiler. Carlos som altid keder sig og er nysgerrig. Juan som altid krammer og er saa hjertlig. Raul og Artillo som lader til at vaere bedste venner og som ikke har noget imod at kore en omvej for at give mig et lift hjem.
Og mest af alt vil jeg savne min ven Emilio som altid har tid til at hjaelpe, snakke, drikke, joke eller give et lift. Og som altid er ved godt mod paa trods af en til tider svaert tilvaerelse. Mi Paisanito...

Ud over folkene i Comus kommer jeg til at savne min nye familie.
Papa Tingo som ikke husker saa godt og som jeg derfor altid har noget at snakke med om. Som altid siger "Dinamarca... Esta lejos" i slutningen af vores samtaler og som giver mig en helt speciel sjaelden mango i gave fordi han ved at jeg elsker mangoer.
Og jeg vil savne min underlige moster La Luz Elena som giver mig et par meget smaa trusser i gave fordi jeg ikke har mere rent toj og som betaler for mig i bussen og som snakker med mig om natten gennem vaeggen naar vi begge to ikke kan sove pga varmen.
Og jeg vil savne Mariellos. Min soster paa femten aar som elsker musik og som er min altid paalidelige makker naar vi driller lillebror Nielson. Nielsom som altid fortaeller lognhistorier og som ser spiderman og Michael Jackson dvderne hundrede gange i lobet af dagen. Jeg kommer til at savne naar vi driller hinanden fordi han er bange for den handicappede mand som bliver kaldt for gekko og jeg er bange for fulderikken Jacqualin.
Og jeg kommer til at savne mama Ana. Lille Mama Ana som kalder mig "hija" og "nina" og som laver fantastisk mad til mig og altid folger mig op til bussen. Og som har den sjoveste form for humor naar jeg endelig forstaa hvad hun siger.
Og selvfolgelig vil jeg savne Jennie, Anyelo og hans kaereste Hemima som snakker lidt engelsk og som har bidraget med et mere ungdommeligt perspektiv paa kulturen!
Og til sidst vil jeg savne min ven Bladimir. Bladimir som har laert mig at kore paa motorcykel og som altid har taalmodighed til at omformulerer tingene saa jeg forstaar dem.

Og jeg vil savne Cynthia, Mario, Louis, Don Alsides, Madmor Basita, Mads, Tancho og hendes familie og katten Antiwanda..

Udover disse fantastiske mennesker(og i virkeligheden mange mange flere) vil jeg savne skolen og mine (til tider) sode elever. Jeg vil savne maden(og isaer frugten), huset og selvfolgelig de andre volontorer som jeg heldigvis ser igen! Og sidst men ikke mindst vil jeg savne stemningen. Den glade og frie stemning som vi paa trods af alverdens rigdom ikke har skyggen af i Danmark!

Jeg haaber af hele mit hjerte at jeg en dag vender tilbage til dette fantastiske land som har givet mig saa meget mere end bare en oplevele!